Spring til indhold

Udenrigsministeriets anti-korruptionspolitik

Korruption defineres i Udenrigsministeriets anti-korruptionspolitik som ”misbrug af betroet magt for egen vindings skyld”. Denne definition anvendes både i den danske straffelov, i internationale konventioner og af organisationer som Transparency International og Verdensbanken.

Definitionen omfatter både den korruption, der finder sted med store beløb på højere politisk niveau og med mindre beløb på lavere administrativt niveau.

Konsekvenserne af korruption kan være alvorlige og kan i sidste ende reducere eller ligefrem modvirke udviklingen i de lande, den foregår i. Således kan korruption have betydning for økonomisk vækst, udenlandske investeringer, udformning af finanslove, offentlige investeringer, social lighed mm. Selvom det er vanskeligt at påvise en direkte sammenhæng mellem korruption og hvert enkelt af disse aspekter, er det samlede billede, at korruption er ødelæggende for udvikling. Korruption rammer fattige befolkningsgrupper hårdere end rige.

Der gøres mange forsøg på at opgøre omfanget af korruption. En de mest kendte er Transparency Internationals (TI) årlige oversigt over vurderinger af omfanget af korruption i verdens lande. TI offentliggør  ”Corruption Perceptions Index”, hvor landene er rangordnet på baggrund af ekspertvurderinger af opfattelsen af korruption i den offentlige sektor. Transparency International har også udgivet håndbøger om forebyggelse af korruption, som kan tilgås her. Anti-Corruption Resource Centre (U4) foretager ekspertvurderinger af opfattelsen af korruption i den offentlige sektor. Forskningscentret assisterer donorer i hvordan de kan forbedre og effektivisere deres bekæmpelse af korruption. Yderligere information om U4 kan findes her.