Spring til indhold

Dansk formandskab for OECD ministermøde 2017

Danmark er i 2017 valgt som formand for OECD’s årlige topmøde i Paris. Danmark har valgt at bruge formandskabet til at sætte fokus på globaliseringens muligheder og udfordringer blandt nogle af verdens førende økonomier.

I en tid, hvor befolkninger og beslutningstagere verden over sætter spørgsmålstegn ved internationalt samarbejde og handel, vil Danmark arbejde for at skabe enighed om nye løsninger på globaliseringens udfordringer. Det drejer sig især om at sikre en globalisering, der i højere grad kommer alle til gavn. Samtidig vil Danmark sætte spotlight på, hvordan der bliver en bedre kommunikation mellem regeringer, borgere, virksomheder og organisationer.

OECD's årlige ministermøde

OECD’s årlige ministermøde afholdes den 7. og 8. juni i OECD-hovedkvarteret i Paris under dansk formandskab med Storbritannien og Australien som næstformænd. Temaet for ministermødet vil være ”Making Globalisation Work – Better Lives for All”.

Emnet er valgt for at organisere en debat mellem nogle af verdens vigtigste økonomiske aktører med fokus på, hvordan man opnår en bedre fordeling af de fordele, som globaliseringen giver.  Den debat er blevet endnu vigtigere efter, at flere og flere borgere i de senere år har udtrykt utilfredshed med den etablerede internationale orden og med f.eks. internationale handelsaftaler.

Dansk formandskab

Danmark vil bruge sit formandskab til at fremme den internationale dialog om, hvordan vækst og beskæftigelse i OECD-landene styrkes, og hvorledes flest mulige kan nyde godt af den positive udvikling. Således går Danmark forrest for at sikre, at globalisering bliver sat højt på den internationale dagsorden.

Ministermødet bliver indledt ved, at OECD præsenterer sin anerkendte ”Economic Outlook” analyse – organisationens årlige fremskrivning af den globale økonomiske udvikling. Deltagerne vil blandt andet drøfte emner som uddannelsespolitik, digitalisering og automatisering, sociale sikringssystemer, beskæftigelse og færdigheder samt skattepolitik.

Et andet væsentligt aspekt vil være en forbedring af tilliden mellem befolkningerne og de politiske systemer – bl.a. ved at fremme en stærkere dialog og kommunikation med borgere. Danmark har som formand understreget, at OECD og medlemslandene skal blive bedre til at formidle globaliseringens økonomiske og politiske konsekvenser og sikre et stærkere engagement med civilsamfund, privatsektoren og borgere. Mødet vil også sætte fokus på, hvordan opbakningen til international handel kan styrkes, så samhandel bedre end hidtil kan komme flere borgere og firmaer til gode.

Medlemslandenes deltagelse

De 35 OECD lande ventes at deltage i ministermødet med deres ministre med ansvar for udenrigspolitik, finans-, økonomi- eller international handel. Ved siden af medlemslandene samt OECD-lønmodtager- og -arbejdsgiverorganisationerne ventes en række internationale organisationer og OECD’s samarbejdslande (bl.a.Kina, Indien og Sydafrika) at deltage på højt niveau.

Det danske formandskab varetages ved statsminister Lars Løkke Rasmussen, som bistås af en række danske ministre, herunder udenrigsministeren og udviklingsministeren.

#globalisation4all